Ikke længere fjendtlige kombattanter
17. dec 2007 08:58, Hans Fl.-J.
I sidste uge kom det frem i medierne, at USA holder mennesker tilbageholdt på Guantanamo, som ikke engang USA selv længere anser for skyldige. De bliver betegnet, som ’ikke længere fjendtlige kombattanter’. Men nu kan de ikke bare løslades og sendes hjem, da der er for stor risiko for at disse fanger vil bliver forfulgt i deres hjemlande.
USA’s definition af fangerne på Guantanamo er kreativ og ikke mindst uacceptabel. Betegnelsen ’fjendtlige kombattanter’ er behændigt blevet taget i brug af USA i et forsøg på at undgå at underlægge sig basale menneskerettigheder, hvilket bl.a. indebærer at blive stillet for en dommer og få en fair rettergang. Det forsøg er indtil videre lykkes ganske godt. De fanger USA nu vil løslade, har aldrig fået en retfærdig rettergang, og er dermed aldrig blevet dømt for noget.
Men hvad der må føles næsten endnu mere uretfærdigt for de ’ikke længere fjendtlige kombattanter’ er, at de ikke kan løslades, fordi ingen lande vil tage imod dem. USA selv vil ikke, fordi fangerne på et tidspunkt har været stemplet som støtter til terrorisme. Det forbyder den amerikanske immigrationslovgivning.
Men i Danmark og EU bør vi komme på banen nu. Fra dansk side og fra EU har der hele tiden været rettet en skarp mod forholdende på Guantanamobasen. Så derfor bør vi også være åbne for at tage imod de mennesker, som USA nu er villige til at løslade. Hvis ikke vi gør det, så vil det blive meget vanskeligt få lukket basen – som hele tiden har været det gennemgående krav. Det er tvivlsomt om USA vil ændre sin immigrationslovgivning, så de selv kan tage imod dem. Det er nok også mere sandsynligt, at de løsladte fanger vil kunne blive integreret i et europæisk land. I Europa har der siden 2001, været en generel folkelig modstand mod forholdende på Guantanamo. Alene dette vil nok gøre det nemmere for de ’ikke længere fjendtlige kombattanter’ at møde forståelse og finde sig til rette.
Derfor bør EU-landende – og ikke mindst Danmark – sige ja til at tage imod de løsladte fanger.