De ti mest oversete humanitære kriser

I går offentliggjorde Læger uden Grænser deres liste over de ti mest oversete humanitære kriser i verden det sidste år. Ikke overraskende, så er der flere af dem, som vi stort set intet har hørt til det seneste år. Det er jo naturligt for en sådan liste, men det gør den ikke desto mindre tragisk. Listen ser således ud:

1. Den humanitære krise for de mange der er flygtet fra kampene i Somalia.
2. Politisk og økonomisk kaos i Zimbabwe har udløst krise i sundhedssystemet.
3. Spredningen af multiresistent tuberkulose. 
4. Underernæring bliver ikke effektivt bekæmpet.
5. Civilbefolkningen lider under den væbnede konflikt i Sri Lanka.
6. Den forværrede situation i Den demokratiske Rebublik Congo.
7. De uholdbare livsbetingelser i konfliktområderne i Colombia.
8. Begrænset humanitær hjælp i Burma.
9. Civile fanget mellem væbnede grupper i Den Centralafrikanske Republik.
10. De humanitære behov uændrede i Tjetjenien på trods af at de intense kampe er stilnet af.

Det er meget tragisk, at der i det hele taget findes oversete kriser, selvom det alt andet lige nok er svært at undgå, at nogle områder tiltrækker sig mere opmærksomhed end andre. Samtidig må vi også erkende, at nyhedsværdien er dalende jo mere langstrakt en krise er. At Somalia står øverst på listen skyldes sikkert bl.a., at det er mange år siden konflikten brød ud og tiltrak sig international opmærksomhed. Konflikten fortsætter, men nu bare uden for mediernes søgelys. De samme forhold gør sig gældende for de fleste af de andre humanitære kriser på listen.

Listen stiller et naturligt spørgsmålstegn ved, om den danske og europæiske indsats i den tredje verden er tilstrækkelig. Ulandsbistanden har i Danmark været på 0,8 % af bruttonationalproduktet (BNP) de seneste år. Før det lå den længe på 1,0 % af BNP. Med den liste som Læger Uden Grænser har lavet, synes jeg, det er værd at genoverveje ulandsbistandens størrelse endnu engang. Det er meget muligt, at ulandsbistand ikke vil gå til bekæmpelse af de nævnte kriser, men det kan være med til at gøre det muligt for de humanitære organisationer at fokusere på disse. Hvis bistanden til ulande koncentreres om decideret bekæmpelse af fattigdom, vil organisationer som Læger Uden Grænser have bedre vilkår i arbejdet med bl.a. de ti oplistede kriser.

Regeringens stramme udlændingepolitik gør det uholdbart at fastholde et så lavt niveau i bistanden som det er nu.. En forøgelse af bistanden er nødvendigt, hvis der skal kunne ydes tilstrækkelig hjælp i nærområderne. Enten må vi hjælpe de udsatte mennesker i nærområderne, eller her i Danmark – allerhelst begge steder.

Lad os nu få ulandsbistanden på dagsordenen igen.