For første gang i lang tid virker det som om, der kommer et positivt strafferetligt tiltag fra regeringen. Justitsministeren kommer nu med et lovforslag om at gøre konfliktråd – eller konfliktmægling – til en permanent ordning i Danmark . Det har hidtil fungeret som forsøg i ikke mindre en 14 år, og det med stor succes.

Konceptet er at offer og gerningsmand for mulighed for at mødes sammen med en konfliktmægler. På den måde får parterne mulighed for at forklare sig for hinanden. Erfaringer viser at mødet kan gøre det nemmere for offeret – eller ofrene – at komme videre, mens risikoen for at gerningsmanden begår ny kriminalitet mindskes markant.

Jeg mener ordningen er en meget vigtig erkendelse af, at man ikke kan straffe sig ud af kriminalitet. Strengere straffe hjælper ingen . Derimod har forebyggende arbejde en effekt. Netop derfor er konfliktråd et fremragende initiativ.

Igår skrev jeg i et indlæg om finanskrisen, at jeg ikke mener at skattelettelser vil få folk til at forbruge mere, men tværtimod at de ekstra penge blot ville blive sparet op. Måske forholder det sig i det hele taget sådan med de fleste former for økonomiske indsprøjtninger som staten foretager. Det har ihvertfald vist sig at være tilfældet i Australien, hvor kun 20 % af de milliarder af dollars, som er blevet frigivet i form af regulære kontantuddelinger og rentesækninger er blevet sendt tilbage i økonomien. De resterende 80 % i blevet i pengepungen.

Det virker som om meget er psykisk. Lad os nu bare komme igang med at forbruge. Jeg ved godt, at det ofte er lettere sagt end gjort, men jeg tror det er vigtigt ikke at lade sige skræmme af de mange dystre meldinger.

Den finansielle krise, som har for tiden har et solidt greb i mange økonomier verden over, tager meget plads i medierne. Og ifølge dem ser udsigterne meget dystre ud. Jeg er ikke økonom, men ved dog så meget, at det handler om at få gang i forbruget for at få skub i økonomien igen. På den måde undgår vi at BNP skrumper alt for meget ind.

Ifølge økonomisk teori så er rentesænkninger med til at øge lysten til at låne penge og investere i projekter, hvilket giver en positiv indvirkning på nationaløkonomien. Samtidig kan statens igangsættelse af offentlige projekter medvirke til at holde folk i arbejde. Det betyder, at disse folk som holdes i arbejde, tjener penge, som de kan bruge andre steder og så videre. Egentlig et eksempel på at vi lever af at klippe hinandens hår. Endelig er der skattelettelser, som betyder at den enkelte får flere penge mellem hænderne til at bruge.

Jeg er ikke i tvivl om at den økonomiske teori er helt rigtig, men egentlig tror jeg bare ikke rigtig på modellen med skattelettelser. Der synes ofte at være en tendens til at skattelettelser ikke har den store effekt for den enkelte. Og hvis en skattelettelse rent faktisk medfører flere penge efter skat, så tror jeg ofte der vil være en tilbøjelighed til blot at spare disse penge op.

Og en ting har jeg lært om økonomi. Det er ikke nu vi skal spare op. Tværtimod skal vi sørge for at forbruge. Opsparing skal i stedet ske når økonomien blomstrer, så vi undgår overophedning.

Rigsadvokaten forsøger nu at overbevise politikerne om, at det er svært at straffe sig til mindre kriminalitet i samfundet.

Det er meget interessant, at det er landets øverste anklagemyndighed, som argumenterer imod de konstante bevægelser i retning af strengere straffe i Danmark. Det er jo netop anklagemyndighedens opgave at føre sager for samfundet imod dem, der står under anklage for at have begået noget kriminelt.

Når nu selv anklagemyndigheden godt ved at strengere straffe ikke hjælper, så var det måske en idé at stramningerne – og ikke mindst folkestemningen for strengere straffe – blev dæmpet?

Rigsadvokaten får i øvrigt støtte fra flere – en advokat og en dommer – som slår på, at unge er mindre kriminelle en nogensinde. Der er en hård kerne af kriminelle, og dem får man helt sikkert ikke til at begå mindre kriminalitet bare ved at skærpe straffen. I stedet er det helt andre redskaber, som skal i brug overfor disse mennesker. Det er mennesker som er socialt belastet og ofte dårligt integreret, hvor der er meget mere brug for støtte og behandling fra de sociale myndigheder. Jeg mener, at vi bør glemme alt om strafskærpelser og i stedet fokusere på et tidligt præventivt arbejde. Endelig er støtte fra samfundet til de mennesker, som har sociale problemer afgørende, hvis vi skal have mindre kriminalitet.

Hvornår lærer politikerne egentlig, at det er domstolene der udmåler straffen til kriminelle? Hver gang der falder dom en straffesag med stor mediebevågenhed, er der er strøm af politikere på Christiansborg, som ønsker at ændre strafferammen på baggrund netop den konkrete sag.

Men sagen er jo den, at det er dommerne, der bestemmer, hvor streng en evt. straf skal være. Politikerne formulerer Straffeloven, men i sidste ende er det op til domstolene at foretage strafudmålingen i konkrete sager. Det er en af hjørnestene i magtens tredeling imellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt i et demokrati som det Danske. Og det er altså domstolene, der er den dømmende magt – ikke politikerne!

Fordelen ved at domstolene udmåler straffen er bl.a., at de forholder sig til de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag og vurderer alle beviserne. Det mener jeg er noget vi bør være meget glade for – for retssikkerhedens skyld.

Der er for tiden lidt stille her på bloggen. Det er ikke fordi jeg har ikke har noget nyt at forholde mig til, men fordi jeg er igang med at flytte til Melbourne, Australien for en periode.

Så snart jeg har fundet mig til rette hernede, vil jeg vende tilbage med nye indlæg.

Hæng på så længe. Det skal nok blive spændende.

Mange hilsner
Hans

Antipiratgruppen fik forleden medhold ved Fogedretten på Frederiksberg, der besluttede, at Tele2 skal lukke for adgangen til The Pirate Bay. Det er en fildelingstjeneste, hvor der efter sigende bliver udvekslet store mængder af kopierede film- og musikfiler. Som reaktion på Fogedrettens kendelse udtaler Piratgruppen.org – som er en forening der støtter fildeling – bl.a. følgende: ”Danske internetbrugere bliver underlagt internetcensur og kan ikke længere besøge verdens største bittorrent-tracker The Pirate Bay. Hermed kommer Danmark i selskab med Tyrkiet og Kina som er de to eneste andre lande, der også blokerer sine borgeres adgang til siden.”

Der mener jeg at Piratgruppen er ude på et sidespor. Det handler ikke om censur, men om ejendomsret. En masse kunstnere har lavet et stykke musik eller film, og har naturligvis rettighederne til det produkt der er kommet ud af det. Derfor nytter det heller ikke at vi andre kommer og stjæler deres produkt, ved at kopiere det og gøre det gratis tilgængeligt for offentligheden. Piratkopiering er tyveri af andre menneskers arbejde. Derfor skal tjenester, som The Pirate Bay også gøres ansvarlig for at stille piratkopieret materiale til rådighed.

Antipiratgruppens arbejde er uhyre vigtigt, selvom det synes at være en svær kamp. Men samtidig mener jeg også at det vigtigt, at man fortsætter med at oplyse om de konsekvenser det har for kunstnerne at man kopierer deres arbejde. Retsforfølgelse og forebyggelse skal følges ad. Og endelig skal musik- og filmbranchen forstå at udnytte internettet til at gøre deres arbejde lovligt tilgængeligt. Det er allerede nu muligt at købe musik og film online til en forholdsvis lav pris, men konceptet bør udbredes endnu mere. Jo nemmere det er at få materialet på lovlig vis, desto færre vil anskaffe piratkopierne.

I mit indlæg i går efterlyste jeg mere oplysning om piratkopiering overfor danskerne. Foreningen Dansk Møbelindustri kører faktisk allerede en oplysningskampagne, som de kalder Fængslende Design. Det er en kampagne overfor industrien selv, som oplyser om bl.a. risikoen ved at give sig i kast med import og salg af kopimøbler. Kampagnen har min fulde støtte, og jeg kan kun opfordre læsere bloggen til at gå ind på kampagnens hjemmeside og studere den nærmere.

Men en ting er branchen, og de evt. brådne kar, som giver sig i kast med at gøre kopiprodukter tilgængelige for forbrugere. Noget andet er forbrugerne selv. Jeg tror, der virkelig er brug for en effektiv oplysningskampagne over for denne gruppe også. For hvis forbrugerne først holder op med at købe kopierne, så vil udbuddet også følge efter. Og en kampagne overfor forbrugeren skal ikke nødvendigvis fokusere på et strafbart og umoralsk element. I stedet skal den fokusere lige så meget på de konsekvenser det har for bl.a. dansk design og de virksomheder – og dermed arbejdspladser – som lever af at udvikle og producere design i international klasse. Det umoralske i at købe kopier, vil selvfølgelig følge med en sådan kampagne som en naturlig del, men det skal ikke være det primære fokus.

Og i øvrigt mener jeg ikke kun, det er møbelbranchen, der bør indlede sådanne kampagner. Det gælder i lige så høj grad alle andre brancher, hvor der er et marked for piratkopiering.

En engelsk virksomhed har de seneste par dage slået sig stort op på at sælge kopier af designermøbler. Classicfurniture4u producerer og sælger kopier af møbler designet af bl.a. Arne Jacobsen. Møblerne er ophavsretligt beskyttet i Danmark. Det er de derimod ikke i England, og derfor må den engelske virksomhed godt drive sin virksomhed i England.

Men nu vil de etablere et showroom i Danmark, så man kan komme ind og se på varerne inden man køber dem over internettet på virksomhedens engelske hjemmeside. Men den går altså ikke, selvom manden bag virksomheden forsikrer, at dansk lovgivning ikke vil komme i vejen for hans plan.

Ophavsret i Danmark
De danske regler om ophavsretlig beskyttelse er rimelig enkle. Når nogen laver et værk – som ellers lever op til kravene for at være ophavsretligt beskyttet – så løber beskyttelsen fra det øjeblik værket skabes og indtil 70 år efter ophavsmandens død. Hvis man tager eksemplet med Ægget, som er designet af Arne Jacobsen, så døde han i 1971. Det betyder at Ægget er ophavsretligt beskyttet frem til 2041! Selve produktionsrettighederne har møbelproducenten Fritz Hansen A/S købt, men det betyder bare, at det er deres rettigheder der bliver krænket. Når man er indehaver af en ophavsrettighed, har man eneret til at råde over det beskyttede produkt. I eksemplet med Ægget er det altså Fritz Hansen A/S – og ingen andre – som må producere, markedsføre og sælge det i Danmark.

I det øjeblik den engelske virksomhed, ved hjælp af f.eks. et showroom i Danmark, gør kopier tilgængelige, krænker de Fritz Hansens rettigheder. Det gælder også selvom de ikke sælger de fysiske eksemplarer som findes i det specifikke showroom. Bare den simple markedsføring af kopier i Danmark er ulovlig. Der behøver ikke ske noget reelt salg. Det betyder altså, at Classicfurniture4u uden tvivl vil foretage en ophavsretlig krænkelse i Danmark, hvis de etablerer deres showroom.

Hvorfor beskyttelse
Men det er vel egentlig meget naturligt at spørge sig selv, hvorfor det skal være ulovligt at sælge kopier af dyre designermøbler. Er det overhovedet et problem, at nogen køber og sælger kopimøbler? I mange situationer, så har ophavsmændene, deres arvinger og møbelproducenterne jo tjent mange penge på at sælge de dyre designermøbler. Så hvorfor skal de blive ved med det, når nu de så rigeligt har fået deres udgifter dækket?

Beskyttelsen mod kopier er nødvendig af mange grunde. For det første er der et moralsk aspekt. Når vi køber kopier giver vi ikke ophavsmanden den ’credit’ som han/hun har fortjent. Vi lukrerer, så at sige, på en kunstnerisk og skabende indsats uden at honorere den. For det andet er det et faktum, at muligheden for beskyttelse er et væsentligt element, hvis vi vil sikre lysten til at skabe noget nyt – og dermed sikre gode rammer for innovation. Særligt i Danmark, hvor vi har en lang og god tradition for udvikling af godt design, er dette vigtigt. Men det er det i høj grad også alle andre steder og ikke kun indenfor møbler og brugskunst. Hvis ikke man som kreativ designer eller producent har en eller anden form for sikkerhed for, at det vil være muligt at tjene penge på ens produkt, så vil lysten til at udvikle og skabe hurtigt forsvinde. Og så bliver der slet ikke noget at kopiere.

Derudover er der også mange som ikke nødvendigvis tjener mange penge på deres design. De er dybt afhængige af den indtægt de kan få ved at sælge deres originaler. Kopiering af deres produkter kan dræbe deres virksomhed og de tilknyttede arbejdspladser.

Nødvendigt med oplysning
I virkeligheden tror jeg ikke, at så mange gerne vil købe kopimøbler, som Classicfurniture4u lægger op til. Ofte tror jeg det handler om, at folk ikke er klar over, at de køber kopier. Og hvis de ved det, så bliver der ikke tænkt nærmere over konsekvenserne. Derfor må det også være op til branchen – i det konkret tilfælde møbelbranchen, men også alle andre brancher som kæmper med kopiering – at komme ud med budskabet om, hvorfor beskyttelse af originalerne er så vigtigt. Jeg tror, at en grundig og informativ kampagne kan udrette meget. Det er ikke meningen at branchen skal moralisere over for folk, for det er der ingen der orker at høre på. Men i stedet skal vi alle sammen kende de økonomiske og udviklingsmæssig konsekvenser af kopiering. De moralske overvejelser må folk så selv gøre sig på baggrund af disse oplysninger. På den måde tror jeg vi kan komme langt i kampen mod kopiering.

Det er vist blevet tid til et lille indblik i, hvad der egentlig står i Lissabon-traktaten. Artikel 2 lyder således:

”Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.”

Et samfund som præges af bl.a. ikke-forskelsbehandling, tolerance og solidaritet lyder ret godt synes jeg. Hvis vi kan få et europæisk samarbejde som bygger på det, så er det da et meget godt sted at starte.

Heldigvis udeblev den. Jørgen Poulsen-effekten. Mere end 66 millioner kroner blev samlet ind i lørdags til Danmarks Indsamling. I sidste uge var der ellers undersøgelser der viste, at danskernes villighed til at støtte nødhjælpsarbejde var blevet mindre efter sagen om Jørgen Poulsens fratrædelsesgodtgørelse hos Røde Kors.

Men den effekt så vi heldigvis ikke noget til i lørdags. Det indsamlede beløb – som vist er rekord for en tv-indsamling – viser, at vi i Danmark stadig ønsker at hjælpe, der hvor krisen virkelig kradser. Og der er nok af humanitære katastrofesituationer at tage fat på.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt nervøs for, at folk ikke ville være i stand til at sætte sig ud over den økonomiske tvist, der havde været mellem Jørgen Poulsen og Dansk Røde Kors. En sag som jeg ikke forstår, hvorfor folk har hidset sig sådan op over. Det er i hvert fald ikke Jørgen Poulsen, man bør lade sin vrede gå ud over. Han havde jo en klar aftale med Røde Kors. Indsamlingerne, og de mennesker som derved ikke bliver hjulpet, synes jeg heller ikke man skal lade sin vrede gå ud over. Det har heldigvis vist sig heller ikke at være tilfældet. Måske kan man klandre bestyrelsen i Røde Kors, for at have indgået aftalen med Jørgen Poulsen, da han blev ansat. Men ikke engang det synes jeg er holdbart. Hvis Røde Kors skal kunne tiltrække kvalificerede folk til en toppost som generalsekretær, så er de nødt til at kunne konkurrere med det private erhvervsliv. Hvis de vil det, må de også gå med på de samme vilkår som erhvervslivet. Jeg synes, det er positivt at en nødhjælpsorganisation som Røde Kors, gør hvad de kan for at rekruttere de dygtigste folk til deres organisation. Det er ikke til at komme udenom at nødhjælpsarbejde koster penge at administrere. Herunder hører også løn og fratrædelsesordninger til personalet.

Jeg glæder mig inderligt over, at de dystre forudsigelser om Jørgen Poulsen effekten blev gjort til skamme i lørdags. Der er så mange der har brug for vores hjælp både herhjemme og ude i verden. Så lad os gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dem, og ikke lade en evt. frustration over nødhjælpsorganisationernes administration gå ud over de mennesker, der virkelig har brug for hjælpen.

Forleden dag skrev jeg, at vi havde fået en lunken aftale om de afviste asylansøgere. Det er den sådan set stadig væk – i hvert fald indholdet af den. Men mens indholdet er lunket, så er de politiske omstændigheder omkring den til gengæld brandvarme.

Regeringen har fået problemer med at samle politisk flertal for den aftale som kom i stand i sidste uge. Pia Christmas-Møller vil have dele af indholdet ændret, og de grønlandske medlemmer af Folketinget har sagt, at de vil deltage i afstemningen om en vedtagelse i Folketinget om emnet. En vedtagelse som kan bringe regeringen i mindretal. Dog uden at dette nødvendigvis behøver udløse valg eller at regeringens tilbagetræden, da der er tale om en administrativ aftale, som ikke behøver vedtagelse af ny lovgivning. Men det ser ud til, at Ny Alliance sidder med nøglen.

Vil Ny Alliance mon presse regeringen, og tænke på asylansøgerne i Sandholmlejren, eller vil de fokusere på deres nu definitive borgerlige placering, og hjælpe regeringen og dermed ikke skabe usikkerhed om dens fundament?

Jeg håber virkelig, at vi snart får en aftale på plads. Og det må også meget gerne være en anstændig og god aftale, som tilgodeser de behov som de omhandlede asylansøgere har. Lige nu virker det som om det drejer sig om hvorvidt, man skal have boet i to eller tre år i asylcentret efter afslaget om asyl, for at få mulighed for at flytte udenfor centrene. Men efter min opfattelse kunne man også godt overveje at tage fornyet stilling til, om ikke også de skulle have lov at arbejde og leve et normalt liv. Man kan jo håbe på at Ny Alliance presser i den retning, selvom regeringen sandsynligvis ikke vil give sig ret meget.

Men så længe politikerne på Christiansborg slås om indholdet af aftalen, sker der i hvert fald slet ikke noget. De afviste asylansøgere er gidsler i denne sag, og det vil de blive ved med at være, indtil der er enighed. Spørgsmålet er om vi skal bruge dem som gidsler for at presse regeringen, og måske på den måde fremtvinge et regeringsskifte – eller måske ligefrem nyvalg? Der er ingen tvivl om, at de afviste asylansøgere på sigt vil være bedre tjent med en ny regering. Så måske vi faktisk skal bruge sagen til at presse på for det.

Men der skal virkelig snart ske noget, for den nuværende situation er snart meget pinligt for os.

Så fik vi en aftale om de irakiske asylansøgere. Men er det en aftale med noget brugbart indhold? Der er knap 500 mennesker, som har siddet i op mod 7 år i Sandholmlejren og andre asylcentre. Nu får 50 familier lov at flytte ud (jeg ved ikke hvor mange individer det er – men nok omkring halvdelen). Men de må ikke få lov til at passe et arbejde. Det vil sige, at de skal fortsætte deres triste hverdag, hvor de ikke kan få lov til at leve et normalt liv på almindelige vilkår, ligesom alle os andre. Selvom de der kommer ud, nu får mulighed for at bo bedre, så er de altså stadig afskåret fra at få en tilværelse, hvor deres selvværd og selvtillid styrkes. De skal stadig gå i uvished, og vente på at blive sendt hjem til et land, som FN ikke vil have vi sender dem til. Dansk Flygtningehjælp udtrykker situationen ganske godt med overskriften i deres pressemeddelelse ’Asylforlig løser ingenting’. Godt nok er der nu sket noget i sagen, men de reelle problemer for flygtningene er ikke blevet løst endnu.

Selvom FN fastholder, at vi bør give de irakiske asylansøgere en opholdstilladelse, fordi vilkårene i deres hjemland forbyder dem at vende hjem, så nægter asylaftalens parter stadig at gå den vej. Det sandsynligvis statsministerens billede af en ”flygtningemagnet”, der sætter dagsordenen.

Det er meget positivt, at der overhovedet bliver gjort noget for de irakiske asylansøgere, selvom det har taget noget tid. Men jeg synes godt aftalen kunne have været bedre. En midlertidig opholdstilladelse, hvor irakerne gives mulighed for at levet et normalt liv, havde ikke været dårligt. Men sådan skulle det ikke være denne gang. Lad os håbe, at aftalen bliver justeret på et tidspunkt.

Endelig lykkedes det at få ulandshjælpen på dagsordenen igen. Regeringen har haft en målsætning om at give flere penge i ulandshjælp.

Men igen har Dansk Folkeparti sat foden ned. Partiet siger ganske enkelt nej til at give flere penge til ulandende. Penge som går til bekæmpelse af fattigdom. Penge som går til at hjælpe mennesker der er syge. Penge der skal hjælpe mennesker til at få et bedre liv. Det vil DF ikke være med til.

DF mener, at vi må arbejde på at skabe mere handel med Afrika, for den måde at skabe vækst. Det er en god idé, som jeg bestemt synes vi må arbejde intenst med. Sagen er bare den, at ulandshjælpen skal eksistere sideløbende med denne proces. Ulandshjælpen kan ikke i sig selv skabe vækst, men den er med til at hjælpe mennesker i ekstrem fattigdom og nød. Vi må og skal hjælpe de fattige lande direkte med økonomiske midler, samtidig med, at vi skaber gode og effektive samhandelsbetingelser mellem vestlige lande og ulandende.

Grundlæggende kan ulandshjælpen nok betegnes som et udslag af medmenneskelighed, mens øget samhandel er et udslag af økonomiske betragtninger.

I slutningen af 2007 vedtog parlamentet i Uganda en ny lov om piratkopier – en lov som åbner for strenge straffe til kopister.

Loven forbyder enhver form for erhvervsmæssig piratkopiering. Ikke kun produktion og salg, men bl.a. også eksport og import – herunder transport af piratkopier i transit gennem landet. Selvom disse forhold allerede var ulovlige i Uganda, er den nye lov et udtryk for en skærpet kurs. Vel at mærke en skærpet kurs i et udviklingsland. Lovbrydere straffes med bøder på op til fem gange originalprodukternes værdi og i strenge tilfælde endda med fængsel.

Måske er Uganda ikke et land, som kan måle sig med mange andre – primært asiatiske lande – når det kommer til kopiproduktion, men det er meget positivt, at landet tager så håndfast fat på problemet. Netop hvis et land som Uganda vil tiltrække udenlandske virksomheder, er det uhyre vigtigt at disse virksomheder kan føle sig sikre på, at f.eks. deres egne produktionsanlæg ikke også bliver benyttet til at lave kopier af de selvsamme produkter med. Et problem som jævnligt ses i bl.a. Kina.

Jeg ikke tilhænger af at skærpe straffen for kriminalitet yderligere af hensyn til retsfølelsen i befolkningen. Kun hvis straffen kan have en reel kriminalpræventiv effekt, mener jeg, det er på sin plads med strenge straffe. Det er typisk tilfældet for økonomisk kriminalitet – beregnende kriminalitet – men ikke for f.eks. vold. Efter min opfattelse er det utvivlsomt, at piratkopiering falder ind under den kategori af beregnende kriminalitet, hvor udsigten til strenge straffe kan have en præventiv effekt. Alene af den grund, bør vi i Danmark også tage politikken omkring piratkopier op til revision. I dag idømmes der bøder og gives erstatninger efter typisk skandinavisk niveau – altså ikke så højt, at det reelt skræmmer nogen væk. Samtidig er der betydelige økonomiske interesser forbundet med denne form for kriminalitet. Interesser som er på niveau med våben- og narkotikasmugling – vel at mærke uden at der er den samme risiko for straf forbundet med aktiviteterne. Det hænger dårligt sammen.

Så længe det kan betale sig at importere og sælge piratkopierede produkter i Danmark og andre vestlige lande, lige så længe vil der finde en produktion sted i bl.a. asiatiske og afrikanske lande. Men vi kan jo håbe på, at når et land som Uganda selv tager hånd om problemet, at det så også vil smitte af på lande som Danmark. Både i form af en nedgang af importen ind over grænserne, men måske endnu mere på det politiske plan og viljen til at forholde sig aktivt til piratkopiering og de problemer det giver for samfundet.

Videoovervågning kan naturligvis være med til at opklare forbrydelser som i det konkrete tilfælde. Og overvågning kan være med til at flytte planlagte forbrydelser, for eksempel røveri mod en bank. Men videoovervågning kan ikke forhindre forbrydelser, der ikke er planlagt. De sker jo spontant. At sig til folk, at overvågning kan forebygge den slags, er at give folk falsk tryghed.
(Eva Smith, Politiken, 12/1-08)

Mere behøver der ikke siges.

I de danske asylcentre sidder flygtninge, som vi ikke vil give asyl, fordi de ikke er individuelt forfulgt. Men samtidig kan vi heller ikke sende dem hjem, på grund af krig og faren for deres liv. Disse mennesker lever stadig under uacceptable forhold i asylcentrene, på trods af at regeringen har lovet, at de kunne bo og leve et normalt liv, indtil situationen er bedre i deres hjemland. Det er en sørgelig situation.

Regeringen afværgede fikst emnet i valgkampen, ved at give løftet dagen for valgets udskrivelse. Men det kniber gevaldigt med opfyldelsen. Sagen trækker så meget i langdrag, at det må være næsten endnu mere ulideligt for de berørte flygtninge. At blive lovet noget, som man så ikke får alligevel, er ikke særlig rart – og i denne situation er det næsten ikke til at bære.

Efter sigende er sagen lige nu strandet hos Dansk Folkeparti, fordi partiets udlændingeordfører er på ferie! Regeringens støtteparti i udlændingeforliget, har tilsyneladende store problemer med at give disse mennesker en værdig tilværelse, mens de venter på hjemsendelse. Det er svært at forstå, hvad dette kan skyldes. Reelt er det få hundrede mennesker det drejer sig om og arbejdsmarkedet vil nemt kunne optage mange af dem. Nogle af dem er syge, og vil ikke kunne arbejde, men det bør blot være yderligere et incitament for at skabe bedre vilkår for dem.

Efter min opfattelse handler regeringen uanstændigt i denne sag. Det er dokumenteret, at asylansøgerne lider skade, sådan som forholdene er nu. Der er givet et løfte om bedre forhold. Alligevel nøler regeringen så meget, at man kunne få den tanke, at viljen til opfyldelsen af løftet ikke er til stede.

I forlængelse af min shoppingtur rundt blandt de Republikanske kandidater i USA, er jeg blevet gjort opmærksom på dette indlæg om Mike Huckabee på Claus Buhls blog.

Hans tanker om skolesystemet er meget nytænkende - ihvertfald for amerikanerne - og fokuserer i høj grad på kreativitet. Jeg synes det ser rigtig spændende ud. Men han har også flere rigtige republikanske holdninger, som jeg ikke er så begejstret for.

Siden jeg i går skrev om Rudolph Guiliani, og tilkendegav at han var min favorit blandt Republikanerne, er jeg blevet opmærksom på nogle forhold, der gør, at jeg må tilbagekalde dette udsagn. Det er kommet mig for øre, at han er tilhænger af ’udvidede forhørsteknikker’ i forbindelse med kampen mod terror. Det er forhørsmetoder, som har karakter af tortur, hvis ikke det rent faktisk er tortur. Det betyder, at jeg ikke kan støtte ham længere, og støtten tilbagekaldes hermed officielt. Det virker som om hans politik lægger tættere på George Bushs, end jeg synes er godt.

Og nu har Hillary Clinton jo også vundet Demokraternes primærvalg i New Hampshire, så jeg håber bare på, at hun bliver deres kandidat, og at hun vinder valget til november.

Det amerikanske præsidentvalg er i fuld gang, og det er vel på sin plads at kommentere lidt på det også. Der er ingen tvivl om, at jeg helst så en Demokrat vinde valget i november. Midten i amerikansk politik ligger dog noget længere til højre end herhjemme, så efter danske forhold er Demokraterne ikke særligt venstreorienteret.

Det ser umiddelbart ud til at være et opgør mellem Hillary Clinton og Barack Obama hos Demokraterne. Jeg må blankt erkende at jeg støtter Hillary. Hun har gennem tiden gjort et kæmpe arbejde for bl.a. at udvikle sundhedssystemet. Et arbejde som desværre indtil videre ikke er resulteret i de store ændringer. Det ville være godt, hvis hun som præsident kunne få mulighed for at arbejde videre med det. Jeg kan i øvrigt anbefale hendes bog ”Living History”, som giver et godt billede af hende og hendes holdninger.

Obama vil nok heller ikke være dårlig som præsident, men min opfattelse af ham er, at han er mere religiøs i sin indstilling til politik en Hillary. Det er helt fint at politikere er religiøse, men jeg synes ikke det bør være for vigtig en del af en valgkamp.

Hos Republikanerne er der ingen tvivl om at Rudolp Giuliani er min personlige favorit. På trods af at han er Republikaner, virker han ikke specielt konservativ. Men han er nok lidt for frisindet for mange i partiet, når man tænker på hans skilsmisser og mere eller mindre offentlige affærer. Partiet henter trods alt mange stemmer hos konservative kristne.

Men vi får se, hvordan landet ligger efter primærvalget i New Hampshire i dag.

Personligt er jeg ikke særlig stor tilhænger af 24-årsreglen. Men faktisk har jeg aldrig stødt på nogen reelle undersøgelser af dens effekt. Min holdning er, at den ikke forhindrer mange tvangsægteskaber. I stedet er den bare med til at forhindre en masse unge mennesker i at leve sammen. Derudover har jeg en fornemmelse af, at Dansk Folkepartis formål med at bakke op om reglen, er at forhindre, at muslimer gifter sig med hinanden. Det er der selvfølgelig ikke nogen i DF der vil indrømme, da det naturligvis – og heldigvis – er et klart brud på basale menneskerettigheder at forhindre etniske og religiøse grupperinger i at indgå ægteskab.

Jeg synes man burde afsætte resurser til at foretage en tilbundsgående undersøgelser af 24-årsreglens virkninger og konsekvenser. Hvor mange tvangsægteskaber har den forhindret, og hvor mange frivillige ægteskaber og samliv er blevet forhindret? De to tal man får ud af en sådan undersøgelse, mener jeg, at man bør holde op mod i hinanden og vurdere, om de positive virkninger kan opveje de negative eller om man i stedet skal indsætte tvangsægteskabs-forholdet i straffeloven (se mit indlæg om dette), eller finde en helt tredje løsning.

Hvis nogen er stødt på troværdige undersøgelser af 24-årsreglen, vil jeg meget gerne høre om dem.

Justitsministeren vil nu hæve straffen for indgåelse af tvangsægteskaber, og samtidig indsætte det specifikke begreb ’tvangsægteskab’ i straffeloven. Der er lagt op til at hæve strafferammen fra to til fire års fængsel.

Jeg ved ikke, om der er noget retspraksis på området, hvor nogen er blevet dømt for at arrangere et ægteskab. Men alt andet lige, så er det nok også nogle svære sager at føre for anklagemyndigheden. Den skal jo bevise, at der er i det konkrete tilfælde er tale om tvang. Og jeg kan sagtens forestille mig, at det kan give nogle problemer at få de tilstrækkelige fældende vidneudsagn fra de nødvendige personer på grund af parternes personlige relationer.

Dog er jeg tilhænger af at få begrebet ’tvangsægteskab’ ind i straffeloven. Det vil give mulighed for at forfølge konkrete eksempler, hvor der er mistanke om, at et ægteskab er arrangeret imod ægtefællernes vilje. Det på trods af de nævnte bevismæssige problemer.

Men det skal ske på bekostning af 24-årsreglen. Den bevirker nemlig ikke, at vi dæmmer op for konkrete tilfælde af tvangsægteskaber. Derimod skæres alle over en kam, hvor rigtig mange som gerne vil have hinanden bliver forhindret. Med straffeloven i hånden kan vi tage fat i individuelle sager, mens vi med 24-årsreglen blot opstiller en generel forhindring, som går ud over alt for mange uskyldige.

Det er selvfølgelig rigtigt, at der måske opstår et resursemæssigt problem. Men det mener jeg er en pris vi må betale, hvis vi vil undgå, at Danmark skal fortsætte med at fremstå, som det lukkede land vi gør lige nu.

I går offentliggjorde Læger uden Grænser deres liste over de ti mest oversete humanitære kriser i verden det sidste år. Ikke overraskende, så er der flere af dem, som vi stort set intet har hørt til det seneste år. Det er jo naturligt for en sådan liste, men det gør den ikke desto mindre tragisk. Listen ser således ud:

1. Den humanitære krise for de mange der er flygtet fra kampene i Somalia.
2. Politisk og økonomisk kaos i Zimbabwe har udløst krise i sundhedssystemet.
3. Spredningen af multiresistent tuberkulose. 
4. Underernæring bliver ikke effektivt bekæmpet.
5. Civilbefolkningen lider under den væbnede konflikt i Sri Lanka.
6. Den forværrede situation i Den demokratiske Rebublik Congo.
7. De uholdbare livsbetingelser i konfliktområderne i Colombia.
8. Begrænset humanitær hjælp i Burma.
9. Civile fanget mellem væbnede grupper i Den Centralafrikanske Republik.
10. De humanitære behov uændrede i Tjetjenien på trods af at de intense kampe er stilnet af.

Det er meget tragisk, at der i det hele taget findes oversete kriser, selvom det alt andet lige nok er svært at undgå, at nogle områder tiltrækker sig mere opmærksomhed end andre. Samtidig må vi også erkende, at nyhedsværdien er dalende jo mere langstrakt en krise er. At Somalia står øverst på listen skyldes sikkert bl.a., at det er mange år siden konflikten brød ud og tiltrak sig international opmærksomhed. Konflikten fortsætter, men nu bare uden for mediernes søgelys. De samme forhold gør sig gældende for de fleste af de andre humanitære kriser på listen.

Listen stiller et naturligt spørgsmålstegn ved, om den danske og europæiske indsats i den tredje verden er tilstrækkelig. Ulandsbistanden har i Danmark været på 0,8 % af bruttonationalproduktet (BNP) de seneste år. Før det lå den længe på 1,0 % af BNP. Med den liste som Læger Uden Grænser har lavet, synes jeg, det er værd at genoverveje ulandsbistandens størrelse endnu engang. Det er meget muligt, at ulandsbistand ikke vil gå til bekæmpelse af de nævnte kriser, men det kan være med til at gøre det muligt for de humanitære organisationer at fokusere på disse. Hvis bistanden til ulande koncentreres om decideret bekæmpelse af fattigdom, vil organisationer som Læger Uden Grænser have bedre vilkår i arbejdet med bl.a. de ti oplistede kriser.

Regeringens stramme udlændingepolitik gør det uholdbart at fastholde et så lavt niveau i bistanden som det er nu.. En forøgelse af bistanden er nødvendigt, hvis der skal kunne ydes tilstrækkelig hjælp i nærområderne. Enten må vi hjælpe de udsatte mennesker i nærområderne, eller her i Danmark – allerhelst begge steder.

Lad os nu få ulandsbistanden på dagsordenen igen.

I Politiken (30.12) leverede Søren Espersen (DF) selv et af de allerbedste argumenter for, at der ikke skal afholdes folkeafstemning om EU’s nye reformtraktat. Espersen udtalte vedrørende en afstemning om de fire forbehold: ”Vi har jo netop fået et afslag på en afstemning om reformtraktaten, og jeg tror, at befolkningen vil hævne sig. I hvert fald vil hele EU blive taget op og endevendt, og jeg tror det ender med et meget klart nej.” Espersen vil altså ikke stemme om de fire forbehold, men om hele EU generelt. Det må forventes, at Espersen ligeledes ville have forsøgt at gøre en afstemning om reformtraktaten til endnu en ja/nej afstemning, i stedet for en afstemning om den konkrete traktat og de muligheder den giver for det europæiske samarbejde.

Indlægget blev bragt i Politikens debatsektion den 4. januar 2007 under overskriften: DF og EU-afstemning

Dette bilede så jeg for et års tid siden på forsiden af en avis. En gruppe afrikanske bådflygtninge har klaret den farlige tur over vandet til Europa. Men de må ikke komme ind. Deres ansigtsudtryk siger alt. Fortvivlelsen er ikke til at tage fejl af. De har sat deres liv på spil, for at nå hertil, og nu bliver de ikke lukket ind, men i stedet sendt tilbage.

2007 er ved at rinde ud, og julen giver naturligt tid til eftertanke. En af de ting, som jeg synes vores samfund savner – et savn som ikke er blevet mindre i 2007 – er forståelse for andre mennesker. Vi lever i en verden, med en mangfoldighed og forskellighed, som vi må værdsætte i stedet for at ignorere eller bekæmpe.

På gaden er der hjemløse. Vi ser dem når vi færdes i byen. I mit stille sind glæder jeg mig over, at det ikke er mig der lever på gaden. Samtidig hører jeg folk sige, at de hjemløse selv har valgt deres skæbne, fordi de ikke vil tage imod samfundets tilbud. Men lad os dog komme de hjemløse i møde i stedet for at afvise dem med påstande om, at deres skæbne er selvforskyldt. Måske det kræver andet end samfundet tilbuds, at få disse mennesker på ret køl igen. Forståelse og imødekommenhed er uden tvivl et skridt i den rigtige retning.

Illegale østeuropæiske indvandrere, som også bor på gaden, må ikke få den lægehjælp de har brug for. Sygehusene skal afvise dem, og kun behandle akutte skader. Disse mennesker er rejst til Danmark i et forsøg på at få et bedre liv. Men vi afviser dem i skadestuens forhal. Lad os dog hjælpe dem. Måske de kan bidrage til noget positivt i vores samfund.

Kvindelige præster møder forsat modstand i 2007 på grund af deres køn. Paulus var et menneske. Biblen er skrevet af mennesker. At kvinder skal tie i forsamlinger, er en påstand fremsat af et menneske og overbragt gennem generationer af mennesker. Det behøver vel ikke være den eneste rigtige opfattelse?

De irakiske asylansøgere lever i uvished i asylcentrene. De og deres familier skal sendes hjem til, fordi vi i Danmark kun vil give asyl til flygtninge som er individuelt forfulgt. De, som ikke individuelt forfulgt, får ikke asyl, selvom der er en overhængende fare for forfølgelse i deres hjemland, selvom denne ikke kan defineres som en individuel risiko. Nogle mener, at vi må sende disse mennesker hjem hurtigst muligt, på trods af at FN fraråder det. Lad os dog optage dem i vores samfund, og give dem stabilitet og tryghed, så de og deres familier enten kan bidrage til vores samfund, eller vende hjem med fysisk og psykisk overskud, så snart situationen tillader det.

Billedet af de afrikanske bådflygtninge illustrerer – efter min opfattelse – hvor vi står i vores samfund her ved udgangen af 2007. Vi tør ikke være åbne overfor noget der har karakter af at være fremmed eller anderledes.

Det er mit håb, at vi alle sammen kan arbejde sammen om at skabe et mere åbent og tolerant samfund, hvor vi tør tage imod noget nyt og ikke mindst anderledes. Der vil altid være komplikationer forbundet med det – det er klart. Tolerance kræver fleksibilitet. Men hvis vi tør være fleksible, så vil vi kunne få et positivt og multikulturelt samfund, hvor forskellighed blot er en styrke. Vi har intet at frygte ved hinandens forskellighed. Det kun frygten i sig der skaber utryghed.

Kald det naivt, men lad os dog forsøge at være mere tolerante, og skabe mere plads i herberget.

Er man uskyldig indtil det modsatte er bevist? Skal man bevise sin uskyld? Eller er man ret og slet dømt i det øjeblik en tiltale rejses?

I lørdagens udgave af Politiken (22.12) kunne man læse en iøvrigt interessant dækning af pædofilisagen fra Beder, hvor en ung pædogogmedhjælper netop er blevet dømt for overgreb mod børn i den institution, hvor han var ansat. Det er en dybt tragisk sag, som jeg tror stikker dybt hos mange mandlige pædagoger, der gerne vil arbejde med børn, men som alligevel lever med en frygt for en anklage om overgreb. Tilknyttet Politikens reportage var en faktaboks, hvor bl.a. fremgik følgende: ”2000: En 23-årig mand fra daginstitutionen Mosen i Glasaxe idømmes et års fængsel for pædofili mod fem børn. Frikendes i landsretten.” Hov! Manden blev jo frikendt. Selvom han blev trukket igennemg retsssytemet og i første omgang dømt, så blev sagens udfald en frifindelse. En lykkelig udgang på sagen for den tiltalte, retssystemet og samfundet i almindelighed. Dermed er sagen også irrelevant for statistikken over pædofilisager i Danmark, hvorfor det også er problematisk, at Politken fremhæver sagen i sin faktaboks.

Det er muligt, at avisen blot bragte oplysningen, som led i en oversigt over hvilke sager, der har verseret de seneste år. Men samtidig bidrager det også til en uheldig tendens. Nemlig, at er man først blevet tiltalt, så der det meget svært at slippe af med mistanken igen, selvom man bliver frikendt. Ikke mindst i forbindelse med sager om seksuelle overgreb, kan selve anklagen være mindst lige så stigmatiserende, som det at blive dømt. Derfor fortjener de personer der frifindes også respekt og ikke mindst accept af deres uskyld. Også af hensyn til alle de dygtige mandlige pædagoger, som muligvis udfører deres arbejde med en latent frygt for en anklage – vel at mærke ude at disse krænker børnene, men blot giver dem den omsorg de har brug for.

I Danmark er man uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det er med til at sikre, at man som uskyldig ikke risikerer at blive dømt for noget man ikke gjort. Det er et system, som vi bør værne om med omhu. Og ikke mindst medierne har en del af ansvaret for, at man ikke skal bevise sin uskyld.

På Benny Engelbrechts blog har jeg de sidste par dage haft fornøjelsen af at debattere mulighederne for at gøre brug af cykelhjelm lovpligtigt.

Personligt synes jeg, at man bør køre med hjelm når man cykler. Også selvom man ikke synes, at man kører stærkt eller vildt. Risikoen for styrt og skader er altid til stede. I dag er der ca. 5 % der benytter hjelm, og spørgsmålet er om et lovkrav kan få folk til at benytte den.

Fordelen ved hjelmen er naturligvis, at samfundet kan spare nogle udgifter til sundhedsvæsenet, men samtidig er der en risiko for at færre vil cykle i dagligdagen. En nedgang i antallet af cyklister er også et problem, som vil betyde forhøjede sundhedsudgifter pga. manglende motion.

Jeg tror konsekvenserne af et påbud om hjelm skal undersøges grundigt inden det evt. iværksættes. Samtidig kan man overveje alternative metoder. En mulighed, som Benny Engelbrecht foreslår, er at få forsikringsbranchen med på ideen, og give et nedslag i forsikringspræmien, hvis man benytter hjelm. Eller man kan forestille sig et krav til børn om at bruge hjelm, hvilket dog kan synes lidt dobbeltmoralsk, men naturligvis bedre en ingenting. På den måde er man jo tvunget til at opdrage sine børn til at bruge hjelm. Og hvis så forældrene også bruger den, så er vi rigtig godt kørende. Zoner – f.eks. de større byer - med hjelmkrav er også mulighed, som jeg faktisk tror vil kunne få rimelig stor opbakning. I en by som København er der allerede mange der bruger hjelmen til daglig.

Alt i alt synes jeg at man bør brug hjelm, og vi må forsøge at udbrede benyttelsen mest muligt på enten den eller anden måde.

Der tegner sig nu et flertal i Folketinget for at give homoseksuelle ret til at adoptere.

Det er et spændende forslag, og de fleste partier stiller deres medlemmer frit i sådanne etiske spørgsmål. Personligt støtter jeg forslaget, men har samtidig forståelse for, at det kræver nærmere overvejelser for mange. Hvorvidt omdrejningspunktet skal være ligestilling eller børnenes tarv, mener jeg ikke skal være afgørende i den sammenhæng. Begge dele er vigtige elementer, og erfaringerne fra Sverige er tilsyneladende positive.

Snart kommer en af Danmarks største – hvis ikke det er den største – sager om import af piratkopierede produkter for retten. Og det er ikke bare en almindelig sag, hvor en originalproducent har rejst et overskueligt stort erstatningskrav overfor importøren. Nej – det er en straffesag, hvor de tiltalte i yderste konsekvens risikerer fængselsstraf. Hovedpersonerne i sagen har efter sigende tjent mange millioner kroner på import af falske Global-knive og PH-lamper.

Der er altså tale om kriminalitet af ret indbringende karakter. Derfor bør der også slås ganske hårdt ned på sådanne importører af piratkopier. Hvis der gøres en indsats og importørerne af kopier bliver straffet, vil det have en præventiv effekt både overfor den straffede, og i samfundet generelt. Der er tale om en type kriminalitet, som ikke bliver begået i affekt – som f.eks. ofte er tilfældet med vold – men derimod på baggrund af vurdering af risikoen holdt op imod den potentielle fortjeneste. Selvom det naturligvis er tragisk for det enkelte individ, som bliver straffet, så er det nødvendigt, hvis vi skal have bremset importen og salget af piratkopierede produkter.

Derfor er det også positivt, at anklagemyndigheden har valgt at følge en så stor sag til dørs.

I sidste uge kom det frem i medierne, at USA holder mennesker tilbageholdt på Guantanamo, som ikke engang USA selv længere anser for skyldige. De bliver betegnet, som ’ikke længere fjendtlige kombattanter’. Men nu kan de ikke bare løslades og sendes hjem, da der er for stor risiko for at disse fanger vil bliver forfulgt i deres hjemlande.

USA’s definition af fangerne på Guantanamo er kreativ og ikke mindst uacceptabel. Betegnelsen ’fjendtlige kombattanter’ er behændigt blevet taget i brug af USA i et forsøg på at undgå at underlægge sig basale menneskerettigheder, hvilket bl.a. indebærer at blive stillet for en dommer og få en fair rettergang. Det forsøg er indtil videre lykkes ganske godt. De fanger USA nu vil løslade, har aldrig fået en retfærdig rettergang, og er dermed aldrig blevet dømt for noget.

Men hvad der må føles næsten endnu mere uretfærdigt for de ’ikke længere fjendtlige kombattanter’ er, at de ikke kan løslades, fordi ingen lande vil tage imod dem. USA selv vil ikke, fordi fangerne på et tidspunkt har været stemplet som støtter til terrorisme. Det forbyder den amerikanske immigrationslovgivning.

Men i Danmark og EU bør vi komme på banen nu. Fra dansk side og fra EU har der hele tiden været rettet en skarp mod forholdende på Guantanamobasen. Så derfor bør vi også være åbne for at tage imod de mennesker, som USA nu er villige til at løslade. Hvis ikke vi gør det, så vil det blive meget vanskeligt få lukket basen – som hele tiden har været det gennemgående krav. Det er tvivlsomt om USA vil ændre sin immigrationslovgivning, så de selv kan tage imod dem. Det er nok også mere sandsynligt, at de løsladte fanger vil kunne blive integreret i et europæisk land. I Europa har der siden 2001, været en generel folkelig modstand mod forholdende på Guantanamo. Alene dette vil nok gøre det nemmere for de ’ikke længere fjendtlige kombattanter’ at møde forståelse og finde sig til rette.

Derfor bør EU-landende – og ikke mindst Danmark – sige ja til at tage imod de løsladte fanger.

Jeg må indrømme at jeg er noget overrasket over at Jesper Langballe pludselig melder ud, at de meget omtalte asylbørn ligefrem ”har det pragtfuldt”. Ikke bare fint, ok eller ganske udmærket… men pragtfuldt!
 
Når nu der er fremlagt troværdige undersøgelser, der viser, at mange af de afviste asylansøgere, som ikke kan sendes hjem, bliver psykisk syge af at sidde i lejrene, så mener jeg også, at man må anerkende, at deres liv nok ikke er en dans på roser. Jesper Langballe udtaler også, at asylbørnene har det bedre end mange danske børn. Jeg vil medgive at de måske har det bedre end nogen danske børn – altså dem man vel kalder etniske danskere – men jeg tvivler dog på at det er mange. Der er trods alt ikke mange etniske danskere, der har måttet flygte fra krig og forfølgelse. Det er en fortid som mange af asylbørnene sandsynligvis har, og den synes jeg ikke vi skal glemme.

Det er fair nok, at Jesper Langballe ikke synes, at asylbørnene skal have det bedre, og at de bare kan tage til takke med den behandling de får, indtil vi kan sende dem hjem igen. Men så mener jeg også, at han bør stå ved det, og ikke forsøge at skjule det under dække af, at børnene har det ”pragtfuldt”.

Så ligger det fast. Vi skal ikke stemme om Lissabon traktaten. Jeg skrev forleden i et indlæg, at en afstemning heller ikke var nødvendig. Så jeg er glad for, at vi ikke skal til stemmeurnerne om den. Vi skal nok få vores portion EU afstemninger de næste par år. Der er parlamentsvalg i juni 2009, og en afstemning om de fire forbehold ser ud til at blive en realitet i nær fremtid.

Men hvordan skal vi så stemme om forbeholdene? Det repræsenterer jo fire forskellige områder – retspolitik, forsvarspolitik, økonomisk politik og unionsborgerskabet – og vi skal på en eller anden måde tage stilling til dem alle. Det kan ske enten med et samlet ja/nej til forbeholdene; en ”smørrebrødsseddel”, hvor vi kan krydse af hvad vi gerne vil have; to adskilte afstemninger, hvor vi tager to forbehold ad gangen; eller en helt anden model.

Jeg er umiddelbart mest tilhænger af, at vi tager alle fire forbehold på en gang, og helst med en samlet stillingtagen ved hjælp af et kryds. På den måde undgår vi en EU træthed, hvor interessen for den enkelte afstemning og – ikke mindst – parlamentsvalget i 2009 daler. Samtidig er det heller ikke min opfattelse, at forbeholdene nødvendigvis repræsenterer de områder, som begrunder EU skeptikeres skepsis. Jeg tror, at mange er skeptiske overfor EU af helt andre grunde, som bunder mere i nationalfølelse end politiske og juridiske kompetencer hos de folkevalgte politikere. Så kan vi ligeså godt stemme om forbeholdende på en gang.

På den måde kan vi tage den sidste og endegyldige ja/nej debat om EU, som jeg håber slutter efter en sådan afstemning.

Allerede i dag bliver der gjort meget for at bremse strømmen ind over grænserne af piratkopier. EU har vedtaget regler, der gør det muligt for toldmyndighederne at tilbageholde varer som mistænkes for at være kopier. På den måde for indehaverne af rettighederne til originalerne mulighed for at retsforfølge importørerne, og samtidig få oplysninger om hvorfra kopierne kommer.
 
Problemet er desværre - og næsten naturligt - at langt fra alt bliver standset i tolden. Meget slipper igennem og kommer ud på markedet. På det tidspunkt er skaden allerede sket, og det bliver ofte sværere for originalproducenterne at forfølge krænkelsen. Et andet problem er dog også, at mange virksomheder ikke har råd til at forfølge kopiproducenter, importører og forhandlere. Advokater er dyre, og det kan være en dræbende udgift for mange små og nystartede virksomheder, at skulle poste penge i krævende retssag, for at få produktionen og salget af kopier standset.
 
Vi kan nok aldrig standse produktionen af piratkopier. I stedet bør vi udvikle mekanismer, så der skabes attraktive muligheder for at forfølge kopisterne. Det kunne være en form for offentlig forsikringsordning, hvor der, f.eks. som en del af iværksætterstøtte, også blev midler til rådighed for mindre virksomheder til at forfølge disse krænkelser. Vi har allerede et tilsvarende system for private, som, under forskellige betingelser, kan få fri proces til at føre retssager. Det gør det muligt at føre en sag, selvom man egentlig ikke har råd til det. Det samme bør være muligt for små og nystartede virksomheder, som befinder sig i et dilemma, hvor de risikerer at blive udkonkurreret og måtte lukke, hvis kopieringen for lov at fortsætte, men heller ikke har råd til at forfølge krænkelsen.

Selvom vi nok ikke kan standse piratkopiering helt, så tror jeg vi kan komme langt, hvis vi konsekvent forfølger tilfælde når de dukker op. På den måde vil kopiproduktion med tiden blive en mindre attraktiv branche.

Efterhånden er udbredelsen af piratkopierede produkter så voldsom, at vi alle støder på dem med jævne mellemrum. Kopiering af produkter er et kæmpeproblem, som har mange konsekvenser. Og det er ofte konsekvenser, som den enkelte køber ikke tænker over.

Kopieringen går selvfølgelig ud over originalproducenter, og alle de gode hjerner og ideer der ligger bag de oprindelige produkter. Men det går i høj grad også ud over os selv. Kvaliteten er ofte dårligere. Det gør selvfølgelig ikke så meget, hvis det ’bare’ er tasker, elektronik eller lignende som vi køber. Så går det bare i stykker, og vi kan købe noget andet. Helt anderledes uoverskueligt bliver det når vi taler om f.eks. fødevarer eller medicin. Dette kan være direkte sundhedsskadeligt for os, og få alvorlige konsekvenser for vores liv og levned.

Noget tyder desværre på, at vi er ved at tabe krigen mod piratkopisterne. Det er i hvert fald et af budskaberne ved en konference om anti-piratkopiering, som lige nu finder sted i Rom. I Financial Times fremgår det, at alene i 2007 har amerikanske toldmyndigheder tilbageholdt kopivarer for $ 190 mio., hvilket allerede nu er mere en hele 2006.

Et af problemerne med piratkopier er, at gerningsmændene ikke løber samme risiko, som ved f.eks. narkotikakriminalitet. Hvis man bliver stoppet med piratkopier, risikerer man måske en bødestraf. Kun meget sjældent man risikerer f.eks. fængselsstraf.

Et andet problem er købernes moral. Langt de flest ved godt, at de køber kopier, men de gør det alligevel. Vi bør arbejde på at forstå, at originalproducentens indsats må honoreres, da vi ellers bl.a. dræber lysten til innovation og design. Samtidig ødelægger vi fuldstændig de eksisterende produkters omdømme, når vi bakker op om kopiproduktionen.

Derfor bør alle sammen forsøge at hæve vores moral, når det kommer til køb af piratkopier, mens man på globalt plan bør arbejde for at slå endnu mere effektivt og ikke mindst hårdere ned på kopisterne.

Lige nu er klimatopmødet på Bali i gang, hvor deltagerne bl.a. skal gøre forarbejdet til en afløser for Kyotoaftalen om CO2-udledning. En af de største forhindringer synes at være at få udviklingslandende – særligt Kina og Indien – med på ideen om at udlede mindre CO2.

Egentlig kan jeg godt forstå, at lande som Kina og Indien ikke vil være med i en klimaaftale på samme vilkår som os andre. I den vestlige verden har vi jo gennemgået industrialiseringen og skabt vores velstand, uden at der var nogen der tænkte synderligt på drivhusgasser. Vi skal ikke undervurdere den værdi der ligger i, at vi har kunnet forurene for at opnå den velstand vi har nu. For at Kina og Indien – og andre udviklingslande – skal kunne udvikle sig hensigtsmæssigt kan det blive svært at begrænse deres CO2-udledning på nuværende tidspunkt. I stedet bør vi andre tage os ekstra sammen, mens de fattige lande og udviklingslandene skal have mulighed for at skabe velstand og vækst, før miljøhensyn kan opprioriteres der.

Selvfølgelig bør vi arbejde på at få udviklingslandende til at begrænse udslippet mest muligt. Men samtidig må vi acceptere, at hvis det skal lykkes at komme verdens fattigdom til livs, så kræver det en ekstra miljøindsats fra den vestlige verden på nuværende tidspunkt.

En folkeafstemning om den nye EU reformtraktat er unødvendig. Justitsministeriets jurister har nu slået fast, at Danmark ikke afgiver suverænitet med traktaten. Derfor ikke der ikke længere noget krav om afholdelse af en folkeafstemning. Hvis regeringen beslutter sig for at afholde en afstemning alligevel, er det altså udelukkende af politiske grunde.

Selvom vi ikke afgiver vores suverænitet, så synes opfattelsen i befolkningen at være, at vi skal stemme om den. På Politikens debattråd om emnet, støtter langt de fleste indlæg en folkeafstemning - mange med henvisning til vores demokratiske rettigheder. Men jeg mener det er en forkert opfattelse at demokratiet kræver en afstemning. Gennem vores repræsentative demokrati, har vi et folkevalgt parlament, som styrer landet. Derfor nytter det ikke, at befolkningen tager magten ud af hænderne på politikerne, når du nu engang har valgt dem til Folketinget. Vi må sætte vores lid til at vores parlament styrer landet bedst muligt efter politisk flertal. 

Derfor bør vi heller ikke stemme om den nye EU reformtraktat.

I Danmark har de fleste mennesker i mange år haft en misforstået indstilling til EU. Indgangsvinklen har for de fleste mennesker været – og er fortsat – at ’nede’ i EU skal Danmark primært varetage sine egne interesser bedst muligt. At det nødvendigvis må ske på bekostning af andre medlemslandes interesser er uundgåeligt og nødvendigt, så længe de danske interesser vinder gehør. Dette er nok også en af de primære grunde til, at der konstant er en ganske stor del af befolkningen, som er EU modstandere. De har den opfattelse, at Danmark mister for meget, til fordel for de andre medlemslande. Det skal retfærdigvis fremhæves, at det ikke kun er i Danmark at denne opfattelse har hersket.

Denne indstilling er en misforståelse, og det er på tide at gøre op med den. Hvis EU skal lykkes, som et fælles europæisk projekt, så kræver det også, at vi arbejder sammen om det. Det betyder i særdeleshed, at vi må arbejde på tværs af de nationale grænser. I EU bør vi arbejde hen imod ligestilling på alle niveauer i alle medlemslande, og det betyder, at de enkelte medlemslande bliver nødt til at tilsidesætte deres egne nationale interesser, så vi kan nå det fælles mål – nemlig et stærkt og stabilt EU. Det betyder dog ikke, at vi i Danmark skal ofre hele vores veletablerede velfærdsstat. I stedet betyder det, at vi skal drage nytte af vores egne erfaringer, så vi, sammen med de øvrige europæiske lande, kan skabe et EU, hvor social og økonomisk ligestilling er en realitet.

Hvis det lykkes, så har vi skabt en europæisk union, som er meget mere smidig og ikke mindst stabil, og som vil være en endnu mere seriøs spiller på globalt plan.